Bevægeapparatet Stående stilling

From MedNote.dk - Bidrag til fælles viden
Revision as of 17:40, 2 February 2006 by Gundestrup (talk | contribs)
(diff) ← Older revision | Latest revision (diff) | Newer revision → (diff)
Jump to navigation Jump to search

Stående stilling

  • ved oprejst stilling danner kroppens segmenter, hovedet, halsen, kroppen, låret, underbenet og foden tilsammen en enhed hvis tyngdepunkt er beliggende i bækkenet lige foran 2. sakralhvirvel
  • for at denne enhed skal blive stående i sin instabile ligevægt, skal projektionen af tyngdepunktet falde inden for understøttelsesfladen dannet af fødderne
  • i praksis falder projektionen ofte lige foran ankelleddets transversale akse hvor den svinger et par cm. frem og tilbage og fra side til side


  • tyngdepunktet for den del af kroppen der ligger over hoften ligger i thorax ud for T6, og følger samme projektion som hele kroppens tyngdepunkt
  • dermed kommer lodlinien fra tyngdepunktet for kroppen og for hovedet i afslappet stående stilling normalt til at ligge præcis over den transversale flexions-extensions-akse i hofteleddet
  • således vil krop og hoved kunne balancere i en instabil ligevægt, og muskelkraft vil kun være nødvendig til at korrigere forstyrrelser i ligevægten


  • længere nede falder lodlinien normalt foran knæleddets transversale flexions-extensions-akse, således at knæet får en lille overstrækning, samtidig med at femur indadroteres et par grader
  • denne låsning af knæet bevirker at m. quadriceps femoris afslappes, hvilket man kan se ved at patella ligger løst


  • i ankelledet falder tyngdepunktets projektion foran dets transversale akse, og m. soleus opretholder en tonus der modvirker tendensen til at falde forover
  • jo længere frem tyngdepunktet rykkes, jo større tonus må m. soleus udvikle, men hvis tyngdepunktets projektion falder foran understøttelsesfladen, vil man falde forover
  • gang indledes ved samme princip – en tonussænkning i m. soleus bevirker jo at legemet begynder at falde fremover


  • ubalance fortil korrigeres af hasemusklerne og de store rygmuskler – hasemusklerne stabiliserer bækkenet så de dybe rygmuskler der udspringer herfra kan kontrollere og bremse bevægelsen
  • bugmuskulaturen og m. iliopsoas korrigerer ubalance bagtil – bækkenet fikseres af m. rectus femoris således at m. iliopsoas og m. rectus abdominis kan kontrollere columnas bevægelser
  • lateral balance kontrolleres af dybe rygmuskler, samt hofteleddets ab- og adductorer, arbejdende i modfase, og både knæ- og ankelleddene har stor sidestabilitet
  • ved stående stilling på ét ben korrigeres balancen ved supination og pronation i foden vha. hhv. m. tibialis anterior og mm. peroneii


optimalt står man på følgende måde:

  • ankelleddet er lettere dorsiflekteret således at vægten lægges lidt frem på forfoden – da m. soleus i denne stilling spændes, tilgodeser man arbejdet som muskel-vene-pumpen som m. soleus udfører
  • knæleddet er ekstenderet og låst hvorved man nedsætter muskelenergiforbruget
  • krop og hoved balancerer i en instabil ligevægt, så man får fri vejrtrækning


afvigelser fra normal afslappet, stående stilling er:

  • ryghængere hvor det thorakale tyngdepunkts lodlinie falder foran hele legemets lodlinie, hvorved man bliver krumrygget
  • bughængere hvor det thorakale tyngdepunkt ligger bag den fælles lodlinie hvorved man skyder underlivet frem